Løft låget til den nye Genbrugsordning
Sønderborg Affald A/S vil gerne gå forrest på både klima og miljøområdet, samt være med til at støtte op om, at gøre Sønderborg til en CO2 neutral kommune i 2029.
Et af målene i Sønderborg Kommunes Affaldsplan 2010-2020 er derfor at øge mængden af genanvendeligt affald. Dette mål skal blandt andet nås ved at gøre det lettere for dig som borger, at sortere og komme af med dit genanvendelige affald.
Vi kan i Sønderborg kommune være stolte af os selv - for vi er faktisk allerede ret gode til at aflevere vores aviser, dåser og flasker på kommunens containerpladser og miljøstationer, der drives af Sønderborg Forsyning.
Men vi kan gøre det endnu bedre.
Derfor vil vi her hos Sønderborg Forsyning gerne gøre vores til at du bliver ”ven med din genbrugsbeholder” og hjælpe med til at informere om, hvordan vi får det bedste ned i beholderne og dermed et godt resultat.
I løbet af vinteren 2011/2012 vil Sønderborg Forsyning levere en genbrugsbeholder hos alle der bor i hus eller rækkehus. Beholderen rummer 240L, er inddelt i 2 rum og måler 58x73x107cm (BxDxH).
Beholderen bliver ”nabo” til din nuværende affaldssæk eller dagrenovationsbeholder. Og er pladsen lidt trang, må den også gerne stilles et andet sted. Vi beder dig dog læse vores krav til adgangsforhold, som du finder her på siden.